Byggeri 1920-22


Skroget
LOA - som Aphrodite, som skibet hed ved søsætningen i 1922 - er klipperbygget. Det vil sige at det har en skrogform, der er kendetegnet ved en konkavt buet forstavn og en hækbygget agterstavn - en halvrund agterende, der hæver sig over vandet bagud.

Klipperskibene var inspireret af de berømte engelske te-klippere, fuldriggere, der var bygget til med stor fart at bringe te fra Kina til England. Skrogformen kender vi i dag fra blandt andet skoleskibene Danmark og Georg Stage samt fra kongeskibet Dannebrog. Det er en meget elegant og smuk skrogform, der understreges af ornamenteringer og udsmykning ved stævnene.

Der er tale om det sidste danske træbyggede klipperskib - og LOA er i dag det største klipperbyggede træskib under dansk flag.

Skibet blev bygget i klasse 3/3 G.I.I. (8 år) i Bureau Veritas.

Riggen
Skibet var projekteret som en tomastet sletskonnert med hjælpemotor, men blev imidlertid rigget som tremastet sletskonnert og fik ingen motor.

Skibet
havde den lidt usædvanlige amerikansk-inspirerede Virginia-rig, hvor den agterste mast var højest og masterne aftog i højde fremefter. Masterne var gaffelriggede med topsejl og en bredfok på den forreste mast.

Skibet fik først installeret motor i 1930'erne. Efterhånden som forskellige motorer blev installeret blev skibets rig mindre og i den sidste erhvervsaktive tid var det rigget ned til kun to master, en såkaldt motorgalease.

Gennem hele sin erhvervsaktive periode var skibet dog et sejlskib og sejlene blev brugt, når vinden var dertil. En motor var ikke billig i drift og selv med en mindre rig sejlede LOA godt for sejl.


Motoren

Der var oprindeligt tale om et rent sejlskib - på et tidspunkt hvor de fleste skibe var begyndt at få installeret motor. I løbet af 1920'rne og 1930'erne fik størstedelen af den danske sejlskibsflåde installeret motor, enten som hovedfremdrivningsmiddel eller (i de fleste tilfælde) som hjælpemotor.

LOA fik sin første motor i forbindelse med ejerskiftet i 1931. Skibsreder Groth, Marstal overtog skibet og gav det sammen med dets nye navn Johanne en motor. Denne første motor var fra motorfabrikken A/S Vølund, København, en maskine på 98 HK.

I 1957 havde LOA igen fået en ny og større motor, denne gang en tocylindret, totakts mellemtryksmotor på 123 HK fra Hundested Motorfabrik.

LOA vedblev at være et sejlskib gennem hele sin erhvervsaktive periode. Maskinen blev brugt når det var nødvendigt, når der ikke var vind nok eller når den havde en forkert retning. LOA sejlede for eksempel for motor for at komme ud gennem Limfjorden fra Aalborg til Hals Barre - men når man nåede åbent hav og en god vind blev sejlene sat.
Værftet
LOA blev bygget på Sophus Webers værft i Gl. Hestehave ved Svendborgsund i årene 1920-1922.

I 1870 købte Theobald Weber området Gl. Hestehave ved Svendborg. Stedet var udover den direkte adgang til Svendborgsunds dybe vand kendt for tømmer af fin kvalitet, der solgtes til mange af værfterne i området. Theobald Weber etablerede i 1872 et træskibsværft på området. Han havde ikke selv uddannelse ud i skibsbygningens kunst, men havde interesse for sejlads, og sans for forretning. Til at lede og drive værftet ansatte han skibsbygmester Hans Poulsen og i partnerskab og venskab drev de to værftet, med Weber som ejer og Hans Poulsen som daglig leder.

Theobald Webers søn Sophus Weber kom i 1875 i lære på værftet ved Hans Poulsen. Efter handelsuddannelse, udenlandsrejser og værnepligt, der blev aftjent ved marinen, vendte Sophus Weber i 1881 tilbage til Svendborg, hvor han overtog administrationen af Gl. Hestehave. Ved faderens død i 1886 købte Sophus Weber ejendommen, og blev dermed også ejer af værftet.

Sophus Weber var langt mere engageret i værftet og skibsbygningen end faderen, der helt havde overladt dette til Hans Poulsen. Sophus Weber og Hans Poulsen bevarede dog det venskabelige og kollegiale forhold, og samarbejdede på værftet indtil midten af 1890'erne, hvor Hans Poulsen trak sig tilbage, og Weber overtog den daglige ledelse.

Weber lagde alle sine kræfter i værftet, som havde hans største interesse, om end det rent økonomisk blev drevet som en hobby. Sin egentlige levevej fandt han i videreførelsen af faderens virksomheder, plantagen og grosserervirksomhed. Han var plantageejer på Fyn, og værftet var nærmest hans hobby. Sophus Weber kørte hurtigt værftet ind på et nyt spor med bygning af lystfartøjer og kapsejladsbåde. I slutningen af 1800-tallet var der en stigende interesse for sejlsport, der organiseredes klubber, prestigefyldte regattaer, og overklassen begyndte i stigende grad anskaffe sig lystfartøjer. Sophus Weber vandt hurtig respekt og anerkendelse med sine konstruktioner, og opnåede mange gode resultater i regattaerne. Han byggede mange rigtig store lystjagter til Danmarks overklasse, skibe på størrelse med LOA. Det var ofte tomastede skonnerter af anseelig størrelse og ofte byggede han skibene for egen regning, og sejlede dem selv, indtil der fandtes en køber.
1920'erne og 30'erne var krisetider og de store lystyachters og kapsejleres tid var forbi. Weber var dog opsat på at holde værftet kørende med en fast stab på 30 mand, og fortsatte med at bygge til sig selv. Han slog sig også, med mindre held, på Newfoundlandsfarten, og byggede tre store skonnerter, som han selv stod som reder for. Den første, Centaurus, gik ned i ved Newfoundland i 1923, den anden, Bastian, grundstødte og blev kondemneret i 1921, og i 1924 solgte Weber den tredje, Aphrodite (nu LOA), til en skibsreder i Marstal, og opgav derefter rederivirksomheden.
Aphrodite menes at være bestilt som lystjagt til grevinde Wedell Wedellsborg, der dog må have annulleret handelen, inden skibet var færdigt. De første papirer efter kølen blev strakt beskriver nybygningen som et tomastet fartøj med hjælpemotor, typisk for Webers store lystyacther, men skibet blev bygget færdigt som et fragtskib, en tremastet sletskonnert uden motor, der blev sat ind på Newfoundlandsfarten.

Selvom Sophus Webers søn Theobald havde taget en uddannelse som skibskonstruktør og havde i udsigt at overtage værftet, kunne Sophus Weber ikke give det fra sig, og da han endelig bliver træt som næsten 80-årig, var sønnen ikke interesseret. Sophus Weber havde haft nybygninger med betydelige underskud, tab på Newfoundlandsfarten og manglende købere til lystyachterne, og i 1939 valgte han at sætte værftet til salg. Han nåede at bygge omkring 280 større og mindre fartøjer fra sit værft i Gl. Hestehave, og han slog sit navn fast med spir så store, som dem der i dag sidder i plankerne på LOA, som en af Danmarks betydeligste konstruktører inden for lyst- og kapsejladsbåde.

Det havde før været på tale at sælge, og Henry Rasmussen, hvis morfar var Hans Poulsen, der i sin tid oplærte og overdrog værftet til Sophus Weber, var klar til at overtage. Henry Rasmussen var bosiddende i Tyskland, hvor han havde etableret værftet Abeking und Rasmussen Boots und Yacht-Werft. Abeking und Rasmussen var - og er stadig - et meget anerkendt lysfartøjsværft ligesom Webers. Henry Rasmussen købte Webers Værft i 1941.
Rasmussen havde i Tyskland bygget for den tyske marine, og også fra Rasmussens værft i Gl. Hestehave udførtes mange nybygninger til den tyske flåde i et mere eller mindre frivilligt samarbejde. Ved enden af krigen havde kun under 3 % af de sidste års omsætning været danske penge. Dette medførte, at værftet efter krigen blev beslaglagt af den danske stat. Det solgtes siden til Kaufman og Bruun, der etablerede Svendborgsund Yacht og Bådeværft på stedet. Det måtte dog lukke allerede i 1949, hvorefter der blev karrosserifabrik på arealerne. I 1979 købtes området af Poul Cadovius, der forsøgte sig med en glasfiberbådproduktion, der solgtes igen efter to år til Rudkøbingvirksomheden Bianca. På grund af oliekrisen, der medførte stigende glasfiberpriser og manglende købelyst, lukkede værftet allerede igen i 1975. Cadovius købte atter arealerne ved Gl. Hestehave, der denne gang brugt til rækkehusbebyggelse, mens havnearealet blev til en marina.

En æra med værft og skibsbyggeri ved Gl. Hestehave var slut.
 
sitelist.html