Newfoundlandårene


Indledningsvis var det Sophus Weber selv, der stod som reder, men allerede i 1924 fik han solgt Aphrodite til en reder i Marstal, R.H. Østermann. Skibet blev sat ind i farten på Newfoundland, der var en af de sidste ruter, der var rentabel for de traditionelle sejlskibe. I 1920'erne var dampskibsfarten ved at få overtaget på langt de fleste ruter og fragter, og sejlskibene blev trængt ud, eller blev omriggede, motoriserede og indsat på den mindre indlandsfart.

Den primære last på Newfoundland-ruten var tørret saltet fisk, der skulle fragtes fra Newfoundland til Middelhavslandende, Spanien og Portugal. Undervejs kunne man være heldig at få anden last med - træ til Island eller salt retur fra Middelhavslandende til Newfoundland - ellers måtte man sejle med ballast og altså uden indtjening. På Newfoundland samlede skonnerterne last op på de mange små fiskepladser. Det var ikke altid, at skibet kunne blive fyldt på én plads, og det måtte derfor gå videre til den næste. Det kunne tage op til en måned inden et skib var fuldt lastet.

På mange de små fiskepladser var der ingen egentlige havne, måske en mole eller en bro. Men det var netop disse forhold, der gjorde, at ruten langt op i tiden vedblev at være forbeholdt sejlskibene og ikke fik den samme konkurrence fra dampskibene. Det var simpelthen for dyrt at have et dampskib til at ligge over i så mange dage og vente på last eller at sejle mellem havnene få at tage små laster ombord. Endelig var havneforholdene på de små fiskepladser slet ikke udbyggede til at modtage dampskibe, der stillede langt større krav til havneanlæg end sejlskibene, både med hensyn til kajplads og dybdegang. De langt større skibe havde også større behov med hensyn til bunkring af kul og vand.

I 1920'erne og 30'erne var de sidste sejlskibe ved at være trængte. Motorskibene trængte sig ind på de traditionelle sejlskibsruter. Geografisk var sejlskibene på Newfoundland-farten også trængt ud i en afkrog i det nordvestligste hjørne af Atlanterhavet. Turen, der efter man havde rundet Skagen, gik over Island til Newfoundland, var barsk og hård.

Der er mange af de danske skonnerter, der aldrig nåede hjem igen. LOA havde to søsterskibe fra Webers værft, og deres skæbne giver et billede af den farlige sejlads: Centaurus (1919) forsvandt sporløst i Nordatlanten i 1923, Bastian (1920) blev efter en grundstødning ved Newfoundland kondemneret, hvilket vil sige, at den blev erklæret så ødelagt efter strandingen, at en reparation ikke kunne svare sig. Kun LOA nåede hel hjem.

Nordatlanten var et barsk farvand at besejle, navnlig når men nåede hen sidst på sæsonen og efterårsstormene satte ind. Havde man ventet længe på den sidste last på Newfoundland, kunne man komme hen mod vinter før man kunne begive sig af sted. En af de største farer ved at sejle i Nordatlanten var isbjergene. De garvede søfolk kunne sejle deres skibe og ride hårde storme af, men et isbjerg, der pludselig dukkede og af disen eller nattemørket, kunne få fatale følger. Det er højst sandsynligt, at det er sådan de mange skibe, der er sporløst forsvundet i Nordatlanten, har fundet deres skæbne. I vinteren 1925-26 forsvandt fem skibe alene fra Marstal i Nordatlanten. Ufarligt var frostvejret heller ikke, når skibene blev overisede og tyngede under isens vægt og risikerede slagside. At det har været hårde vilkår at være sømand i Danmarks sidste sejlskibsflåde, kan der ikke herske nogen tvivl om.

I 1930-31 blev skibet solgt til skibsreder C.H. Groth - stadig hjemskrevet i Marstal, men nu under navnet Johanne. Ved denne lejlighed blev den første motor installeret, en tocylindret Vølund på 98 IHK og der blev bygget styrehus på ruffet. Det er sandsynligvis også her riggen ændres fra den karakteristiske Virginiarig til den mere traditionelle skonnetrig.

Farten på Newfoundland var ved at ebbe ud, og det mest almindelige område for Marstal-skonnerterne var nu Nord- og Østersøen. Der blev hovedsageligt sejlet med træ fra Norge til England og kul retur eller korn og træ fra Finland eller Sverige. Efterhånden blev den hjemlige transport af korn og foderstoffer også betydelig, og senere ikke mindst cement.
 
sitelist.html