Sejlads 1931-51


I tiden op til anden verdenskrig blev sejlskibene udkonkurreret på de oversøiske og europæiske ruter, ved overgangen til motor- og stålskibe. De nye skibe blev større og kunne fragte langt større godsmængder, ligesom jernbaner overtog dele af godsfragten. Selv de farlige sejladser på Nordatlanten til Newfoundland, der havde været uøkonomiske og besværlige for dampskibene, var fra begyndelsen af 1930'erne ikke længere rentable for de små danske træskonnerter. Skibe med motorkraft var langt mere stabile og uafhængige af vejret, og forbedrede havneforhold betød, at de store motorskibe kunne nå frem til markeder, der før kun havde kunnet modtage de mindre skibe.

Sejlskibene gav ikke op, men tilpassede sig endnu engang nye markedsforhold, og fandt nye ruter. Indlandsfarten og farten i de nordiske farvande blev de små danske sejlskibes nye marked. 

I første halvdel af 1900-tallet var der en stor udvikling inden for havnebyggeri. Hidtil havde de danske havne primært været anløbsbroer i naturhavne, måske med beskyttende moler, men nu begyndtes egentlige anlæggelser af havne med kajanlæg, kraner, og jernbaneforbindelser at tage fat - selv i de mindre kystbyer landet over.
Virksomhederne etablerede sig på havnene, for her var transportmulighederne lige ved døren, og jernbaner førtes direkte ned på kajen. Ellers lastedes varerne over på små lastbiler, der kunne bringe dem det sidste stykke frem til bestemmelsesstedet.

De mange små industrihavne, der blev spredt ud over hele landet, blev bundet sammen i et net af mindre fragtfartøjer. Der var mindre dampskibe i faste ruter, men det var også her, de danske sejlskibe fandt et nyt marked.
Ligesom på Newfoundland-farten bestod sejlskibenes styrke i stor fleksibilitet og lave omkostninger. Godset varierede fra gang til gang, man tog hvad man kunne få, og sejlede, hvor der var gods. Brændsel - kul, koks og tørv, landbrugsprodukter - korn og gødning. Råvarer, tømmer og jern, og færdige industriprodukter. Markedet var fortrinsvis Danmark, Norge og Sverige, men også ture i Østersøen og over Nordsøen.

Østermann opgav Newfoundland-farten og solgte skibet i 1931 til skibsreder C. H. Groth, der førte det videre under navnet Johanne af Marstal. Groth installerede den første motor, en 98 HK Vølund. Skibet begyndte hermed en gradvis forandring fra sejlskonnert til motorgalease, som de fleste andre sejlskibe i denne periode.

I 1943 solgtes skibet til Rederiet Nordhavet A/S, med hjemhavn i København, og fik navnet Dorrit. Fra 1948 er skibet hjemmehørende i Frederikshavn, stadig med navnet Dorrit, men nu med Marie Nørholt som reder, og fra 1951 registreret som partsrederi. Endnu er kendskabet til LOAs færden i denne periode og under anden verdenskrig meget begrænset.

LOAs omskiftelige liv fra 1931 til 1952 er et meget typisk billede på tendensen for de sidste sejlskibe i Danmark. Sejladserne indskrænkede sig til de nordiske farvande, og i takt med at større og større motorer installeredes, reduceres riggen og sejlenes betydning tilsvarende. LOA sejlede i denne periode under forskellige navne og redere og gennemgik en udvikling, der var helt typisk for en af de danske træskonnerter. Fra sejlskib til motorskonnert, fra oversøisk fart til indlandsfart. Fra dansk søfarts storhed til småskibsfartens rakkerliv.