De første sejladsår


LOA er en ener i den danske sejlskibsflåde - det er nemlig den sidste danske træbyggede klipperskonnert. En skibstype, der tidligere fandtes flere af i den danske flåde, men som der nu kun er dette ene eksemplar tilbage af.

Det, der adskiller klipperskonnerten fra de øvrige tremastede skonnerter, er den elegante skrogform, den såkaldte klipperbygning, som vi desuden finder ved de danske skoleskibe, Danmark og Georg Stage og ved kongeskibet Dannebrog. Klipperbygningen er kendertegnende ved en konkavt buet forstavn og en hækbygget agterstavn, det vil sige, at en halvrund agterende, hvor skroget over vandlinjen er forlænget og hæver sig over vandet bagud fra agterstavnen. Sammen med et smukt spring giver disse stævne skroget et meget elegant og let udseende. Klipperskibene var ofte dekorerede med ornamentik ved stævnende, der igen er med til at understrege det elegante udseende, og viser, at der også er tænkt på detaljer og æstetik.

Klipperskroget var inspireret af de berømte Te-clippere, store engelske fuldriggere, der var konstrueret til høj fart, og altid lå i konkurrence med hinanden om at nå hurtigst hjem til England med årets første te. Den mest kendte af te-clipperne, Cutty Sark, var sin tids hurtigste sejler og tilbagelagde en tur mellem England og Australien på 82 dage.

LOA blev navngivet Aphrodite, da den blev søsat i Svendborgsund i 1922. Skibet blev bygget på Sophus Webers værft i Gl. Hestehauge ved Svendborg i 1920-1922. Ligesom søsterskibet Bastian, som Weber søsatte to år før, var Aphrodite rigget med den amerikanskinspirerede såkaldte Virginia-rig, hvor masterne tiltog i højde agterud, så den agterste mast var den højeste. Langt de fleste danske skonnerter var meget traditionelt riggede, med tre master, hvor den midterste var den højeste.

Allerede i 1924 blev skibet solgt til et partrederi i Svendborg og som Aphrodite af Marstal blev det indsat på Newfoundlandfarten.


Rygtet lyder, at ordren på nybygningen oprindeligt lød på en lystjagt til Grevinde Wedel, der imidlertid annullerede aftalen. Meget taler for, at dette skulle være mere end et rygte. Af de forsikringspolicer, der er skrevet på skibet under bygningen, fremgår det, at der er tale om et skib, Aphrodite, med to master, der var forventet færdiggjort i december 1923. Skibet løb dog af stabelen allerede i 1922, som en tremastet skonnert bygget til fragtfart. Der er altså sket væsentlige afvigelser fra de oprindelige planer om det tomastede fartøj, der fremgik af forsikringspolicen. Hvis grevinde Wedel tidligt i forløbet har annulleret bestillingen på en lystjagt, har Weber sandsynligvis ændret nybygningen fra lystjagt til fragtskib, hvilket sikkert har været billigere at bygge og lettere at afsætte bagefter. Den mere enkle konstruktion, der krævedes til et fragtskib, kan forklare, hvorfor skibet blev færdigt langt tidligere end forventet. 

At ordren oprindeligt skulle have lydt på en lystjagt er ikke usandsynlig, når den er afgivet netop ved Webers værft. Dette værft beskæftigede sig i høj grad - som et af de få i Danmark på denne tid - med konstruktion og fremstilling af kapsejladsbåde og lystfartøjer af en betydelig størrelse til den danske adel og overklasse. Sophus Weber var søn af en plantageejer ved Svendborg, og blev uddannet skibsbygger ved værftet ved Gl. Hestehauge, som var udstykket på faderens ejendom. Senere overtog Sophus Weber både plantagen og skibsværftet. Plantagen var Webers levevej og værftet hans hobby. 
Han byggede ofte bådene for egen regning, og solgte dem senere, når han havde vist deres overlegne sejlegenskaber. Derfor var hans nybygninger i høj grad eksperimenterende og afprøvende. Weber kunne tillade sig at investere, og bygge nye konstruktioner for at afprøve de nye teknikker uden nødvendigvis af have en sikker aftale om at afsætte nybygningen på forhånd. På denne baggrund var Weber meget aktiv i de eksklusive kapsejladskredse, og var med helt fremme, når det gjaldt udviklingen af kapsejlere.

Såvel som det var tilfældet med lystfartøjerne byggede Weber ofte fragtskibe for egen regning, og stod selv som reder for dem, indtil han kunne få dem solgt til anden side. Weber var ikke primært skibsreder, men ved at bygge skibe til sig selv kunne han holde produktionen på værftet oppe på et højt niveau. Sådan var det også tilfældet med Aphrodite. Webers køber var sprunget fra, så han færdiggjorde nybygningen for egen regning, og stod selv som reder for skibet i de første par år.

Skibets første skipper blev R. Larsen, og med en besætning på fem mand indgik Aphrodite i fragtfart, sandsynligvis i de hjemlige farvande, Nord- og Østersøen. 

Efter to år med Weber som reder blev Aphrodite solgt til skibsreder R.H. Østerman fra Marstal. Skibet fortsatte under navnet Aphrodite, men nu med hjemhavn i Marstal og med A. Watson som skipper.